DINAMARCA MAYNOU

NÅR AFSTAMNINGEN BETYDER NOGET FOR KVALITETEN
Fuldstændig fantastiske DINAMARCA MAYNOU. Da jeg besøgte Yeguada Can Maynou for første gang og forelskede mig i storesøster Bravia, som jeg ikke kunne købe på det tidspunkt, så købte jeg i stedet lillesøsteren kun 6 dage gammel. Det var noget af et sats men med den mor og den far, så tænkte jeg, at det da ikke kunne gå helt galt. Hun er blevet en ordentlig barok model, meget racetypisk, velproportioneret og velgående avlshoppe med et højt avlsindex på 109,24 og selvfølgelig i plus samlet i både racetype og i harmoni. Hun har et meget følsomt men kærligt gemyt, men er super nem og cool med alt i den daglige håndtering herhjemme.
Dinamarcas mor er Nera Maynou, som du kan læse meget mere om på hendes egen side.
Dinamarcas far er Maro Maynou. En meget klassisk hingst, der har været udstillet en del gange til morfologiske konkurrencer med utrolig gode resultater. Han er 2 gange blevet nr. 3 til Verdensmesterskaberne, SICAB, vundet det Franske Championat 2 gange samt desuden vundet både for bedste bevægelser og bedste rideprøve.
Maros far, Hacendado IV har også været udstillet til masser af morfologiske konkurrencer med mange 1. pladser, herunder vundet for bedste rideprøver samt desuden også været stillet til Sicab, hvor han endte som nr. 7 – slået af Dinamarcas morfar, Nero II, der vandt sølv det år. Hacendado IV er tidligere redet af selveste OL rytter Rafael Soto. Hacendado IVs far, Pampero VII er viderekåret (Reproductor Calificado) og har mange gange været udstillet til Sicab med bedste placering som nr. 4. Hacendado IVs mor, Hacendada IV har også været stillet til mange morfologiske konkurrencer, som hun har vundet, samt også til Sicab, hvor hun endte med en flot 3. plads. Maros mor, Mar F er viderekåret og så har hun været udstillet mange gange både selv og i cobra med flotte resultater, bl.a. til Sicab, hvor hendes cobra har opnået at blive nr. 2 hele 2 gange.
Dinamarca har til dato fået 2 føl og som mor fandt hun sit kald i livet. Hun har vist sig at være en fantastisk omsorgsfuld og meget cool mor. Hun er igen drægtig med Airoso Maynou, hvilken fantastisk kombination af toppræstationsafstamning på både mor og farside, vi igen forventer os meget af.